En tur i biografen – Insurgent

Dagen i går var en dag mig og syv af mine veninder havde ventet længe på. Vi havde fået billetter til forpremieren Insurgent, der jo er Divergent efterfølgeren.

Selv havde jeg tilbage i april/maj måned sidste år læst bogen, da jeg købte den i USA, og havde efter at have set Divergent utallige gange, glædet mig super meget til denne dag.

De andre piger glædede sig mindst lige så meget, så det var med høje forventninger vi satte os ned i biografstolene i Herning, med samlet 15 liter popcorn og 3 liter sodavand, 4 liter vand samt et par poser slik. Vi var altså klar til en brag af en film.

Normalt mener folk ikke at efterfølgeren vil kunne leve op til de forventninger der vil være til den – specielt ikke hvis etteren i serien har været en stor success præcist som Divergent havde, da den udkom sidste år i marts.
Dog måtte jeg indrømme at vi alle blev “blown away” af Insurgent filmen.

Shaileene og Theo gjorde et prægtigt job i rollerne som Tris og Four, og Kate Winslet trumfede endnu en gang igennem som den onde Jeanine, der kun har for hovedet at udslette og dræbe Divergent. Vi blev præsenteret for nogle nye personer i aspekt af Uriah, Marlene og Johanna. Marlenes rolle blev kun til et kort visit, da hun, som en af de mange i filmen, ender med at måtte lade livet til trods for at få Tris til at overgive sig.

En enkelt romantisk scene blev det også til mellem Tris og Four, og som den store tilhænger jeg er af deres forhold, så var det rart endeligt at se noget rigtigt kærlighed mellem dem.

Scenerne i filmen var bygget ufatteligt godt op, og omgivelserne af Chicago, som jo er byen filmen foregår i, er perfekt animeret og designet, præcist som der står skrevet i bogen. Derudover bliver vi også præsenteret for Amity, der er en af de fem factions. En faction vi ikke så så meget til i etteren, og som nu fik sit “gennembrud.” Skuespillerne formår som sagt også at leve op til forventningerne, og vi får endda set Caleb (spillet af Ansel Elgort) fra en anden side, da hans karakter trodser sit sidste familiemedlem, og går bag Tris’ ryg.

Fortællingen slutter med en åben slutning, hvor der bliver lagt perfekt op til at Allegiant – Part 1 kan fortsætte.

Alt i alt var filmen fantastisk, og jeg tog mig selv i at kigge på mine veninder flere gange, når nogle spændende ting skete, hvorpå jeg kunne se hvordan de alle holdt vejret i håb om at det bedste ville hænde vores yndlings personer.

I sådanne tilfælde er det sjovt at have læst bogen, så man ved hvad der kommer til at ske, og så man kan fokusere på hvordan de reagerer til visse ting.

Nedtællingen til Allegiant næste år er allerede startet, så marts næste år må gerne komme meget hurtigt! 🙂